Opbevaring på trapper

Cirka hver tredje brand i tæt bebyggede områder er påsat. Du kan være med til at hindre nye brande, ved at fjerne dine ting fra trappe og opgang.

Som udgangspunkt må der ikke forefindes oplag i en trappeopgang. Arealerne, trapperne og gangene m.v. skal holdes ryddelige. De må ikke anvendes til henstilling af cykler og barnevogne m.m. eller til oplagring af varer og affald m.m., der kan fremme en brands udbredelse eller hindre personers flugt og brandvæsenets indsats i tilfælde af brand.

Hvem har ansvaret?

Ansvaret for henstilling af ulovlige effekter i trapperummet påhviler i første omgang den der har gjort det, men ejendommens ejer/administrator har pligt til at påtale ulovlige forhold og holde ejendommen i forsvarlig og sikker stand.

Myndighed på området

Mange tror at redningsberedskabet er myndighed på området, samt at redningsberedskabet sørger for at reglerne bliver overholdt. Men det er faktisk bygningsmyndigheden i kommunen som er myndighed. I Helsingør Kommune er det Center for By, Land og Vand der er bygningsmyndigheden. Såfremt ejer/administrator ikke sikrer at ejendommen holdes i forsvarlig og sikker stand, kan kommunens bygningsmyndighed påbyde ejer/administrator at sikre dette.